Lambdasensorer

En lambdasensor måler andelen af ilt (O2) i udstødningssystemet.
ECU'en bruger dataene fra lambdasensoren til at tilpasse blandingsforholdet mellem luft og brændstof.
Lambdasensoren hjælper med at få motoren til at køre så effektivt som muligt, samtidig med at emissioner, såsom nitrogenoxider, kulbrinter og sod, også minimeres.

Navnet lambda stammer fra det 11. bogstav i det græske alfabet. I forbrændingsteorien betegner lambda (λ) masseforholdet mellem luft og brændstof i en forbrændingsproces. Den optimale (støkiometriske) blanding af λ er et luft/brændstof-forhold på 14,7 kg luft til 1 kg brændstof.

Den præcise mængde ilt i udstødningsgassen afhænger f.eks. af lufttemperatur, højde, motortemperatur, morbelastning og barometertryk.
Når udstødningsgassen fra motoren bevæger sig gennem udstødningsmanifolden, kommer den i kontakt med lambdasensoren.
Lambdasensoren er udstyret med et følerelement, hvor udvendig luft fra mellemrummene mellem tilslutningskablerne opvarmes.
Forskelle i koncentrationen af iltmolekyler i udstødningsgassen og luften inde i følerelementet bevirker, at iltioner bevæger sig fra højere til lavere koncentrationer.
Iltionernes bevægelsen medfører, at der opstår spændingsforskelle. Disse oplysninger overføres derefter til ECU'en, som sammenligner inputtet med forudindstillede data, så det optimale luft/brændstof-forhold for forbrænding kan tilpasses.
De første biler med lambdasensorer målte iltniveauet lige før katalysatoren i udstødningssystemet.
Nogle nye bilmodeller har flere lambdasensorer placeret før og efter katalysatoren. Sidstnævnte kontrollerer, om blandingsforholdet reguleres korrekt.
Dieseldrevne biler er udstyret med bredbåndslambdasensorer i stedet for f.eks. fingersonder, som bruges i benzindrevne biler.